Hvordan adskiller Sandwich Sudoku sig fra Killer Sudoku?

I Killer Sudoku er burene tegnet på gitteret, før du starter - Du ved altid præcis, hvilke celler der deler en sum, og hele din opgave er at udlede cifrene. I Sandwich Sudoku er det summerede område defineret af, hvor 1'eren og 9'eren lander i hver linje, og disse positioner er ukendte ved starten. Den samme clue kan beskrive en enkeltcelle-sandwich eller en sekscelle-sandwich, indtil du fastlægger grænserne. Det gør Sandwich til et to-faset puslespil: en geometrifase (hvor er 1'erne og 9'erne?) efterfulgt af en aritmetikfase (hvilke cifre udfylder hullet?). Killer er enkeltfaset i sammenligning.

Kombinationsanalyse overføres næsten direkte: opregning af forskellige ciffersæt, der når en målsum, er den fælles kernefærdighed, og en placeret sandwich opfører sig præcis som et endimensionelt bur. 45-reglen overføres også, i modificeret form - I Sandwich giver den ydercifrene som 35 − ledetråd. Hvad der ikke overføres, er burgeometri (indere og uddere har ingen direkte ækvivalent), og Killer beder dig aldrig om at finde regionen først. Omvendt findes Sandwiches 1/9 positionsanalyse - Behandling af to specifikke cifre som flytbare grænser - i ingen anden mainstream-variant.

Ved sammenlignelige sværhedsgrader finder de fleste løsere Sandwich sværere at starte og hurtigere at afslutte. Åbningen er sværere, fordi ingen cifre er begrænset, før mindst én linjes 1 og 9 er lokaliseret; slutspillet er lettere, fordi når grænserne er fastlagt, har hver linje stærke, fuldt kendte begrænsninger. Killer spreder sin sværhedsgrad mere jævnt. Hvis du kan lide positionsræsonnement, så start med Sandwich; hvis du foretrækker rent sum-kombinationsarbejde, vil Killer føles mere naturligt.